Historien

Familien

KRICKHAHN

i Danmark

Historien om stamfamilien Krickhahn i Danmark

Der ankom som flygtninge fra Polen i 1945

Indledning


Denne hjemmeside om stamfamilien Krickhahn i Danmark, er grundlæggende lavet til efterkommere, så de kender deres rødder og herkomst.


Det har taget rigtig mange år at samle disse oplysninger fordi mange ting bevist har været fortrængt i sjælen/ hukommelsen på stamfamiliens medlemmer.


Det skyldes naturligvis de traumatiske oplevelser i krigsperioden 1939-1945, og som desværre også fortsatte efter befrielsen og senere.


Samtidig er det også en livsbekræftende historie om mod, omsorg for familien, idé rigdom, opfindsomhed og ikke mindst at leve i nøjsomhed og taknemlighed.

Dette selv om familien kom fra velhavende kår i Polen, og måtte efterlade alt, undtagen billeder og dokumenter.


Speciel tak til Irmgard Christel Krickhahn, som i en alder af 80 år, endelig fik åbnet op for sine erindringer, til stor glæde for efterkommerne. Hun var kun 9 år under flugten.

Irmgard er p.t. ældste nulevende født Krickhahn i Europa.

Jonathan Brøndum Vinfeldt Krickhahn - er den yngste.


GOD FORNØJELSE - Til de historie interesserede.


Hans-Jørgen Krickhahn - født i Danmark 1957

Historien om familien Krickhahn


Dette er den korte/faktuelle udgave af historien om familien Krickhahn

Der er optaget og produceret en 1½ times film med Irmgard's fortællinger som kun er tilgængelig for familien.

Alt tegner til den mest priviligerede tilværelse i livet...


Karl er på ingen måde en Fred Astair, men lidt musikalitet er han dog i besiddelse af. En god gammel knap harmonika kan han mestre nogenlunde.


Således monteret med lidt selvtillid, også på baggrund af sin uddannelse som mekaniker/smed, drog han til bal i Stargard i Polen for at kigge lidt på piger. Han boede i Lubichovo, så der var ikke så langt til Pr. Stargard.


Hedvig - en smuk kvinde med en far der var smedemester elskede at danse - specielt vals. Hun satte kursen mod samme dansested som Karl, og det er her det hele sker, her de mødte hinanden.

Ikke at han ville danse med hende, det var han ikke god til, men gerne spille og synge nogle sange sammen.


Det blev optakten til deres bryllup arrangeret af smedemester Eduard Drews.


Karl blev i en alder af kun 28 år tilbudt stillingen som værksfører på den store korn-vandmølle i Pr. Stargard på Müllengang No 1. (1936)

Stillingen omfattede også nærmest en herskabslejlighed med børneværelser, og ikke mindst badeværelse med badekar og toilet (ganske uhørt dengang)


Årsindtægten var af en sådan størrelse, at der også var rigelig plads til f.eks. mange dukker til datteren Irmgard. De levede et sorgløst liv.

Desuden var adgang til børnehave og søndagsskole en selvfølge.


I alt blev det til 3 børn. Horst født 1934, Irmgard født 1935 og Günther født 1940.

Så kom ham - med det lille overskæg...


Hitler valgte at indvadere Polen i 1939. Karl vidste at det vil give store problemer. Han lagde sig meget tæt ind til Hedvig den samme nat, og sammen dannede de grundlaget for yngste søn Günther.


Hans frygt var velbegrundet. Kort tid efter invasionen blev alle voksne mænd i Stargard, der kunne fremvise et godkendt Ahnenpass, værget som Tysk soldat. (Ahnenpass = slægts ID - dokumentation)

Det resulterede i at Karl, som tvungen menig tysk soldat blev sendt til Holland, Belgien, Frankrig, Italien, Ungarn, og Rusland.

Han var så heldig, at han aldrig var i direkte krigs aktion, idet hans rolle primært var som mekaniker i et værksteds kompagni.

Ikke mindst i det kolde Rusland, hvor diesel tanks og lastbiler blev tøet op med bål under motorerne, for at kunne starte.


På et spørgsmål fra mig som 18 årig - om han havde skudt nogle mennesker i krigen - Svarede han hurtigt - 'NEJ - men jeg har været tæt på at skyde en SS officer i vores kompagni, der var helt sindsyg. Han var helt urimelig på alle punkter og skød alt og alle'


Karl har to mindre brødre som også blev tvunget som tyske soldater/kanonføde.

Heinz og Paul bliver begge dræbt i krigen i 1944 i Rom og i Budapest

Dermed er Karl den sidste mandlige Krickhahn af søskende flokken på 3 drenge og 5 piger..


Karl overlever alle fronter, måske fordi han til sidst får flere forfrysninger på østfronten, og bliver efter lazarat besøg sendt til Danmark til et tysk værksteds kompagni ved Skanderborg/Vejle.


Meget kan man sige om Tyskerne, men de tillod post imellem familiemedlemmer, selv fra alle krigszoner/lande, og posten kom frem.


Karl skriver i et af de sidste breve før krigens afslutning til sin kone Hedvig. 'Hvis du kan høre Rusernes kanoner i Pr. Stargard - Skal du flygte vestpå med børnene. Helst til Danmark - Her er der en chance for at få mad'

Så var Hedvig alene med 3 børn i Stargard


Hedvig var skrækslagen. Wichert som ejede den store vandmølle hvor Karl var ansat som værkfører, byggede beskyttelsesrum i haven til alle de ansatte, som de kunne gå ned i, når der var luft alarm.

Hedvig og familien led ingen økonomisk nød selv om Karl var taget bort som tvungen soldat af den tyske hær.

Wichert udbetalte hver eneste måned den fulde løn til Hedvig, selv om Karl var på fronten.


Brevet fra Karl om at flygte til Danmark stod skarpt i Hedvig's hoved.

Kanon torden fra Russerne lød pludselig tydeligt en dag i Pr. Stargard.


Så beordrede hun sine børn til at hjælpe med at pakke få ting og sager. Alt blev pakket i en lille kuffert, og storebror Horst fik ordre på at pakke sit lille skole tornyster (rygsæk) med alle familiens billeder og dokumenter. Irmgard var så lille at hun intet kunne bære af betydning. Günther var under leg forinden kommet til skade med sit ben, og kunne kun transporteres med en barnevogn/klapvogn.


Hedvig var meget modig, idet hun så nogle tyske soldater på en lastbil på gårdspladsen. De så ud som om de også bare skulle væk hurtigst muligt. Hun spurgte dem om hun, med sine 3 børn, måtte køre med vest-på. Det fik hun lov til.


Kort tid efter afkørsel fra Pr. Stargard opdagede de tyske soldater at de havde glemt noget. Tilbage igen på gårdspladsen tager Hedvig beslutningen, om igen at gå op i lejligheden for at hente nogle dyner. Det frøs over 30 grader i en åben lastbil - Det er 30-31 januar 1945.


Lejligheden er allerede invaderet af andre tyske soldater, der leder efter varmt tøj, samt en russisk lille pige tyskerne havde med. Hun er i gang med at pakke Irmgard's ynglingsdukke 'Ritta' ned i sin rygsæk.

Det gjorde et usletteligt indtryk på Irmgard, men hun havde jo ikke selv plads til dukken, den var for stor. Så kørte familien sammen med de tyske soldater atter vestpå.


SÅ STARTEDE DEN ENDELIGE FLUGT 30-31 Januar 1945

Hedvig blev med sine 3 børn  læset af i Rummelsburg (i dag Miastko), ved en biograf, og blev fordelt i forskellige lejligheder.

En dag blev byen og banegården bombet, og de måtte i kulden drage videre til fods i retning mod nord.

På vejen spurgte et ældre ægtepar om Hedvig ville sige de var hendes forældre, så de kunne komme med ind om natten i et hus på turen. Det var kun folk med børn, der blev lukket ind i privat huse undervejs. De overnattede i et værelse med en seng og en stol - 3 voksne og 3 børn.

Videre på turen nåede de en landsby, hvor Hedvig satte sine 3 børn ude foran en bager på et torv. Hun gik videre i byen for at købe noget mad.

Pludselig kommer der en russisk flyver og bomber torvet. Horst og Irmgard flygter ind til bageren, og har grebet lillebror Günther med i farten fra hans klapvogn. De overlever alle, men mange andre på torvet bliver ramt af maskingevær salver fra flyet og omkommer.


Familien gik videre og blev indkvarteret bl.a. i Stolp (nu Slupsk).

Derfra videre mod havnebyen Leba, hvor Irmgard inden ankomst blev taget op af tyske soldater på vejen - i god mening. Sådan et lille barn kan ikke gå meget længere.

Hedvig måtte bare gå videre til fods med sin søn Horst og sit syge barn Günther i klapvogn/barnevogn.


Irmgard blev af de tyske soldater afleveret på et sømandshjem i Leba.

Hedvig ankom senere til Leba, og ledte efter Irmgard blandt flere tusinde børn i byen, og også på dette sømandshjem. Det lykkedes hende at finde Irmgard på øverste etage, efter at have gået alle etager igennem og råbt 'Irmgard - Irmgard - Irmgard'

Irmgard kan ikke huske hvad hun tænkte på sømandshjemmet, men erindrer tydeligt gensynsglæden med sin mor - hun er 9 år gammel.


HVAD HAR HEDVIG PAKKET I FAMILIENS ENESTE KUFFERT ?

Kun Hedvig ved det. Naturligvis var der alt det børnetøj den kunne rumme, og måske en ekstra kjole til hende selv.


I hvertfald er Hedvig i stand til at overbevise en lokal fisker i Leba, at han skal tage hende og sine børn med ud på åben sø i Østersøen, gerne med kurs mod Danmark.

Det må have kostet en del smykker eller penge. Jeg tror selv mest på smykker. Hedvig har dog ikke afleveret alt, idet vi alle har set hende vel 'monteret' med pryd i eftertiden. Eftertiden har ikke økonomisk givet grundlag for sådanne ny indkøb af betydning.


Fiskeren fører familien ud på åbent vand i Østersøen, og de bliver senere overført til et større skib 'Hercules' med kurs mod København.


OPERATION HANNIBAL

Hvad Hedvig og hendes 3 børn ikke ved er, at de pludselig er blevet en brik i den tyske stor Admiral Dönitz delvis hemmelige plan 'Hannibal'

Han ville rede civile såvel som soldater fra krigens rædsler.

Dette gjorde han uden Hitlers viden om de civile redninger, som udgjorde over 80% af de reddede mennesker. I alt blev der reddet mere end 2 millioner mennsker fra Østersøområdet - Det er faktisk verdens største redningsaktion til dato. Dönitz beordrede 21-01-1945 alle militære og civile skibe i Østersøområdet til at fragte mennesker til Kiel, Flenborg og København. Denne operation fortsatte til maj 1945.

.

Flugtruten igennem Polen til Leba

Billedet er et maleri af søsterskibet 'Helios' som var magen til. Blev sænket i  1944

Vinding skole i Vejle blev indrettet som flygtningelejr

Hercules sejlede Hedvig og hendes 3 børn til København


Heldet var igen med den lille familie. Mange tusinde mennesker omkom under disse Østersø transporter. Russiske og Allierede fly bombede mange af skibene, fordi de fejlagtig troede at det var troppe transporter.


Hedvig var lykkelig over, at det blev København og dermed Danmark de ankom til. Hun vidste jo at Karl var udstationeret i Danmark.

Familien blev sat på en tog på Københavns Hovedbanegård. Toget kørte tværs over Sjælland, Fyn til Jylland. Toget stoppede på alle stationer, og hvor der var plads i en by, blev en del af flygtninge læset af.

Endestationen for familien Krickhahn blev Vejle, hvor de blev indkvarteret på Vinding Skole, der var indrettet som flygtningelejr.

Familien ankommer til Vejle i slutningen af marts måned 1945.

Mere end 7 ugers flugt i den hårdeste vinter i mange år, det meste af tiden til fods, var nu overstået.


STOR GENSYNSGLÆDE

Det første Hedvig foretog, var at skrive brev til Karl om at de var ankommet til Vejle. Nogle dage senere ankom Karl med en tysk lastbil og besøgte familien. Der var et rørende gensyn for alle.


Karl instruerer Hedvig i hvordan hun skulle forholde sig ved krigens afslutning. Karl vidste fra sine rejser i Europa at krigens afslutning var tæt på. Han fortalte Hedvig, at han har planlagt af gå under jorden/ dessertere fra den Tyske hær. Hans adgang til tyskernes depoter gjorde at han tilegnede sig nogle bildæk han skjulte et sted.


BEFRIELSEN KOM MAJ 1945

Flygtningelejren i Vejle var indhegnet. Så de efterfølgende dage stod Hedvig og børnene mange timer og kiggede ud gennem hegnet. De iagtog den store strøm af tyske soldater og andre flygtninge, der var beordret til afmach mod Tyskland. Der kunne jo eventuelt være noget familie i blandt.


Karl gennemførte sin plan om at gå under jorden 2 dage før befrielsen. Hans sprogøre må have været fantastisk. I løbet af krigen havde han foruden naturligvis polsk og tysk, tilegnet sig lidt italiensk, russisk, og nu også lidt dansk.

I hvertfald forståeligt nok til, at han fik overbevist nogle danskere om, at skjule ham til nogle dage efter befrielsen. Han fik dem desuden overtalt til, at de skulle have de gemte bildæk (gummi var en utrolig mangelvare) i bytte for noget civil tøj og en cykel.


Han cyklede til Vejle og meldte sig til de danske myndigheder, der fint accepterede ham som polsk flygtning med Hevig's dokumentation, og kom derfor også til lejren i Vejle.

Familien var nu genforenet, og en form for dagligdag skulle nu skabes.

Livet i de danske flygtninge lejre


Karl har altid været hurtig med idéer. Han genneskuede hurtigt at det var smart at melde sig som sygepasser. Det var godt nok farligt på grund af smittefaren. Der hærgede blandt flere sygdomme ogsår difteri i lejren. Men fordelen som sygepasser var, at han frit kunne gå ind og ud af lejren, og måtte endda tage et barn med.


At han hurtigt havde lært sig lidt dansk, og var aldrig bange for at spørge nogen om noget. Det blev til stor glæde for familien og andre i lejren. Hedvig havde stadig lidt penge og smykker i den lille rejsekuffert. Det skulle omsættes til noget brugbart.

Karl tog 9 årige Irmgard i hånden. Sammen gik de mange gange ned til Vejle fjord. Her lærte de flere danskere at kende, og Karl købte ting og sager af dem. Æg til Hedvig, så hun kunne lave pandekager til familien og nye venner i lejren.

Karl købte også tobaksblade som han hængte til tørre under loftet i lejren. Dermed fik han pludselig en handelsvare, der kunne skaffe familien mere mad og andre fornødenheder. Karl lavede dermed Vejles første tobaksfabrik. Alt var efter bytte-bytte købmand princippet.


NÅR MANGEL PÅ MEDICIN FÅR DEN VÆRSTE KONSEKVENS

Den yngste søn Gúnther på 4 år havde et dårligt ben under hele flugten. Der var grimme sår der ikke ville heles. Han fik koldbrand, men Røde Kors ville ikke udlevere medicin til flygtninge. Det var kun til danskere.

Gúnther dør 12. august 1945 og er begravet på Nordre kirkegård i Vejle sammen med alle de andre, mest børn, der døde i flygtningelejren.

Det var hårdt for hele familien. Nu havde Karl ikke bare mistet sine 2 brødre i krigen, men også sin yngste søn.

Denne hændelse har betydet, at selv om Karl altid har været verdens mest hjælpsomme menneske, ville han ALDRIG give en krone ved indsamlinger til Dansk Røde Kors. Det tilgav han dem aldrig.


Lejren i Vejle skulle opløses i slutningen af 1945. Derfor blev familien sat på en transport, der gik til Oksbøl lejren. Her var der mange tusinde flygtninge mest tyskere. Lejren var så overfyldt at ledelsen sendte transporten retur til Vejle.

Her bliver alle papirer kigget igennem igen. Her opdagede man at hele familien var fra Polen, og skulle aldrig have været sendt til Oksbøl.


DEN SIDSTE FLYGTNINGE LEJR

Det blev til en ny transport i starten af 1946. Denne gang mod nord til Hald Ege ved Viborg. Det var en Polsk/Russisk flygtningelejr.

Karl satte tænke maskinen i gang igen. Denne lejr var åben uden indhegning. Det gav flere muligheder. Hurtigt fik han genetableret sin tobaksfabrik, men virksomheden skulle udvides.

Han havde fået handlet sig til nogle rustfri stålrør, som han selvfølgelig byggede et destillations apparat af. Krickhahn Spritfabrik var en realitet, og med en Polsk/Russisk lejr havde han jo det rigtige kundegrundlag. Karl var den eneste, der formåede af lave rent sprit.


Karl havde naturligvis også handlet sig til noget fiskegrej. Det kunne jo give god mad på bordet til mange. Det blev til mange ture til Hald Sø, hvor der var meget at fange. Han fik aftale om at låne/leje en robåd. Dette gav jo nye muligheder for fangst. Men hvem skulle ro når han fiskede. Igen blev det Irmgard der blev taget med på turene. Han håbede på, at hun også ville lære at fiske. Men det gik ikke. Irmgard kunne ikke røre en levende fisk. Men ro det kunne hun, og han lærte hende også om alle fugle, og hvor de havde redder. I skoven gik de på svampetur, og i Dollerup bakker plukkede man tyttebær.


Det hører med til historien at flygtninge i lejren ikke fik nogle penge, og kun meget lidt mad og lidt medicin. Man måtte klare sig selv efter evne. En sjælden gang kom der lidt indsamlet tøj til fordeling, men det bedste var allerede taget af lejrledelsen til fordeling i deres familier.

Alt var en mangelvare, men det gode humør, opfindsomhed og optimisme i familien gav dem mange venner også danskere i området. De hjalp hinanden med livets fornødenheder.


UDEN ARBEJDE - IKKE DET HELT RIGTIGE FRIE FAMILIE LIV

Karl var ikke i tvivl om hvad målet var. Han skal finde et rigtig arbejde. Det startede med at hjælpe danskere med deres maskiner og biler.

Han var jo ferm med både svejsning, smedning og ikke mindst med en drejebænk. Han blev også hurtigt bedre og bedre til dansk.

Det resulterede i, at han blev tilbudt et fast job hos mekaniker Jørgen Pedersen på Vesterbrogade 10 i Viborg. Familien boede stadig i Hald Ege indtil 1950 og Karl måtte cykle hver dag frem og tilbage. Det skulle gøres nemmere, så han byggede bare Viborg's første knallert.


SÅ BLEV FAMILIEN KRICKHAHN RIGTIG DANSK

I 1950 tilbød Jørgen Pedersen som en del af lønnen at familien kunne flytte ind i lejligheden over værkstedet. Her starter så den rigtige tilværelse som danskere.

Børnene kom i  rigtig skole i Viborg, og klarer det helt fantastisk.

Ældste søn Horst kommer i lære som elektromekaniker og kommer senere til Det Danske forsvar som radar tekniker.

Irmgard kommer på husholdningskole og blev senere syerske på Asani i Viborg.

Karl søger stilling som mekaniker på Flyvestation Karup, hvor han forbliver indtil sin pension. Her får han mange nye livs kammerater.

Familien flytter til Sct. Ibsgade 4 i en lejlighed, og i starten af 60'erne køber de eget hus - nemlig Sct. Ibsgade 13

Hele familien fik dansk indfødsret 25-05-1956. Integration til UG.

Hedvig Renate Krickhahn

81 år gammel på billedet

Karl August Adolf Krickhahn

90 år gammel på billedet

Begge er begravet på Viborg Kirkegård

på de ukendtes gravplads

Efterskift


Huset på Sct. Ibsgade 13 i Viborg dannede altid rammen om hygge med familie og venner, og Hedvig og Karl havde mange venner i Viborg.

Hedvig og Karl's søskende der overlede krigen, alle piger, endte alle som flygtninge i Tyskland. De kom tit på besøg i det lille hjem. Nogle gange i flere uger. Så gæstfrie var Hedvig og Karl. I 50'erne sendte de også tit lidt penge til familien i Tyskland.

Hedvig og Karl blev derfor aldrig velhavende på samme måde som i de oprindelige omgivelser de kom fra i Polen. Men meget rige på venner.


De udstrålede altid glæde, hjælpsomhed og nøjsomhed

Hedvig fik aldrig et nyt sæt bestik til 12 prs. Karl blev nemlig ved med at reparere det gamle sæt med nye træskafter og Araldit (epoxy lim).

I Sct. Ibsgade 13 i Viborg blev ingen ting smidt ud.


Deres ældste søn Horst Karl Krickhahn dør i 1981 af kræft/schlerose - Han bliver desværre et af forsvaret radar ofre. Endnu et smertelig tab på den lange triste liste. Men heller ikke dette kunne slå dette ægtepar ud.


Hedvig Krickhahn - dør 88 år gammel den 20-04-1997

Karl Krickhahn  - dør 99 år gammel den 30-12-2007


Karl nåede mange mål i livet, dog ikke hans sidste ønske.

Han havde nemlig glædet sig rigtig meget til at modtage brev fra Dronning Margrethe på hans 100 års fødselsdag. Det nåede han ikke...


Deres datter Irmgard Christel Krickhahn født 1935 lever i bedste velgående, og er dermed den ældste nulevende født Krickhahn i Europa.


Skrevet til minde om verdens fineste og mest livsbekræftende mennesker, og jeg var så heldig at have dem som bedsteforældre.


De er mit livs forbilleder på alle planer...


Hans-Jørgen Krickhahn - skrevet i 2017

Hjertet i Danmark for familien Krickhahn

Sct. Ibsgade 13 i Viborg

REDIGERET AF H-J KRICKHAHN

hjk@krickhahn.dk